Indeholder dit kateter hormonforstyrrende stoffer?

Medicinsk udstyr, produceret efter 21. marts 2010, skal være mærket, hvis det indeholder phthalaterne DBP, BBP, og DEHP. De er klassificeret som hormonforstyrrende og mistænkt for at være kræftfremkaldende. Dog skal du ikke være bekymret, hvis du benytter katetre fra Coloplast. Der har du adgang til phthalatfrie alternativer.

De er forbudt i legetøj, fordi de er klassificeret som hormonforstyrrende, og de er mistænkt for at være kræftfremkaldende. De såkaldte phthalater findes i mange produkter, herunder den første generation af katetre, hvor de bliver brugt til at blødgøre PVC.

Nu bliver det heldigvis nemmere for dig at se, om dit kateter indeholder phthalater, for senest 21. marts skal alt medicinsk udstyr være mærket, når det forlader fabrikkerne, hvis det indeholder phthalater. I nogle tilfælde vil der dog gå lidt længere tid, inden du kan se mærket, hvis der er ubrugte lagre af katetre, som er produceret før 21. marts.

”Der er ingen phthalater i SpeediCath-serien”
Hos Coloplast hilses mærkningen velkommen. SpeediCath-serien af katetre fra Coloplast er nemlig fri for phthalater.

- Der er ingen grund til at udsætte brugerne og miljøet for en risiko, som reelt kan udgås, siger Peter Skals, som er miljøkonsulent hos Coloplast.

Han uddyber:
- Hos Coloplast er vi langt fremme i arbejdet med at fjerne phthalaterne. I dag er det kun cirka 15 procent af vores produkter, som indeholder phthalater, og vi tilstræber at have alternativer i alle produktkategorier inden udgangen af 2010.

Han fremhæver katetrene som et område, hvor det mål allerede er nået.
- Der er ingen hormonforstyrrende stoffer i SpeediCath-serien, så selvom der stadig er et begrænset antal af vores katetre, nemlig EasiCathserien, der indeholder phthalater, har brugerne adgang til alternativer fri for phthalater hos Coloplast.

Peter Skals forklarer, at EasiCathserien tilhører den første generation af katetre, som er fra en tid, hvor man endnu ikke kendte til phthalatproblematikken.

- Denne første generation af katetre har en mindre gruppe af brugere, som har brugt det i mange år og er glade for det. Derfor producerer vi dem stadig. Men al nyudvikling af katetre hos Coloplast sker uden phthalater, understreger Peter Skals.

Af Søren Frederiksen, Magasinværkstedet

 

Phthalat-fakta

Hvad er phthalater?
Phthalater er kemikalier, der anvendes til at blødgøre plastmaterialet PVC.*

Er de farlige?
Eksperterne har mistanke om, at de hormonforstyrrende stoffer kan påvirke en række lange processer i vores kroppe. F.eks. hvornår børn og unge kommer i puberteten og vores evne til at få børn. Desuden mistænkes stofferne for at kunne fremkalde visse former for kræft og skabe misdannede kønsorganer.*

Er de forbudt?
I legetøj til børn under 14 år er tre af phthalaterne (DBP, BBP, og DEHP) forbudt, mens yderligere tre (DnOP, DINP og DIDP) er forbudt i legetøj, som børn kan komme i munden.*

Hvor findes stofferne?
Selvom myndighederne har reguleret anvendelsen af flere hormonforstyrrende stoffer, bliver vi udsat for dem. Stoffer bliver nemlig ikke nedbrudt i miljøet og kan derfor optræde som en form for forurening i den mad, som vi spiser. Andre stoffer er brugt i produkter, som findes i vores boliger. Stofferne kan derfor langsomt blive afgivet til omgivelserne. De hormonforstyrrende stoffer kan optræde i f.eks. vinylgulve, tøj, visse malinger, rengøringsmidler, kosmetik og legetøj.*

Phthalaterne fordamper langsomt fra plasten, hvilket kan belaste indeklimaet i de lange løb. Men den største risiko er i forbindelse med direkte kontakt.*

Hvordan ser jeg, om mit kateter indeholder hormonforstyrrende stoffer?
Hvis dit kateter indeholder phthalater, skal der senest 21. marts være et mærke på enten æsken eller brugsvejledningen, når det forlader producentens fabrik. Derfor kan der gå et stykke tid, inden mærkningen når ud til brugerne. Mærket er en trekant med runde hjørner, hvor der står PHT.

Ved siden af eller under trekanten står det angivet, hvilket phthalat der er tale om, f.eks. DEHP.

Hvordan gør jeg, hvis jeg ikke vil vente på mærkningen, men vil vide nu og her, om mit kateter indeholder phthalater?
Kontakt din leverandør.

Hvad med Coloplasts katetre?
Alle Coloplasts katetre og tilbehør i SpeediCath-serien er PVC-fri og indeholder ikke phthalater. EasiCathserien tilhører derimod en ældre generation af katetre, som er lavet af PVC og indeholder phthalatet DEHP. Hvis du anvender en ældre generation af katetre, finder du således alternativer fri for phthalater i SpeediCath-serien.

* Kilde: Informationscenter for Miljø & sundhed

 

More Posts