Mit navn er Mia, jeg er 26 år gammel. Bor i KBH med min kæreste Ronnie og min datter Melanie på snart 7 år. Jeg fik konstateret sclerose for 5 år siden, da jeg var bare 21 år gammel. Det startede en dag i december måned, hvor jeg vågnede op med et sløret syn på højre øje. Jeg gjorde ikke noget til at starte med, men som dagen gik blev det værre og værre. Jeg kom til lægen, som sendte mig videre til en øjenlæge. Han valgte så at sende mig direkte på Rigshospitalet. Dér gik jeg lidt i panik! "Rigshospitalet?" tænkte jeg, det lyder alvorligt.. Min mor og min stedfar tog med. Lægerne derude mistænkte en blodprop i hjernen, men de kunne ikke gøre mere, før efter weekenden.. Det blev en lang weekend. Mit syn blev meget værre og jeg begyndte at blive lidt nervøs.

Mandag kom jeg til en CT scanning, hvor alt var fint. De udelukkende derfor en blodprop. Jeg skulle gå yderligere 14 dage inden jeg kunne komme til en MR scanning. Det blev en hård jul for hele familen. Vi var alle sammen nervøse, for vi vidste ikke hvad lægerne ledte efter.

D 27/12 kom jeg til scanning. Min stedfar var med mig. De fortalte at jeg havde hvide pletter på hjernen. Jeg anede ikke hvad det betød, men pludselig spørg min stedfar "har I mistanke til sclerose?" Jeg kan huske at jeg gloede underligt på ham, for jeg anede ikke hvad han talte om. "Ja" var svaret fra lægen. Han begyndte at forklare en masse ting, som jeg stadig ikke kan huske. Jeg lukkede af og sad i min egen verden. Jeg kendte ikke til sygdommen, men tog mig selv i at tænke "godt det ikke er kræft" Han sagde så, at de skulle lave en rygmarvs undersøgelse. Der gik jeg lidt i panik! Det havde jeg hørt om og det skulle gøre ondt.. Vi skulle komme igen 2/1, da jeg ikke kunne overskue at få den med det samme.

På vej hjem ringede jeg til min mor, som allerede sad sammen med resten af familien. For mig var det ikke noget alvorligt. Jeg kendte jo ikke sygdommen, men kunne se på resten af familien, at de havde grædt og var meget nervøse.

Rygmarvs undersøgelsen blev lavet og jeg fik diagnosen Sclerose. Jeg reagerede ikke rigtigt. Jeg ville bare vide, hvad der så skulle ske og hvornår jeg kunne få mit syn tilbage. På det tidspunkt var der gået 1 ½ måned. Jeg blev sat i attak behandling (Medrol) som jeg skulle have via drop i 2 timer over 3 dage. Det smagte forfærdeligt.. Heldigvis kom mit syn langsomt igen efter nogle uger.

Der skete nu en masse ændringer i mit liv. Skulle forholde mig til en sygdom jeg ikke kendte, blev alenemor kort tid efter, og et job jeg ikke magtede pga mange attak. Rigtig mange nederlag på én gang. Men jeg kæmpede en kamp hver dag! For min datters skyld! HUN skulle ikke mærke, at hendes mor var syg. Det var rigtig hårdt i starten og jeg havde aldrig klaret den uden min familie og mine fantastiske veninder.

Idag 5 år senere, kan jeg kun kigge tilbage på dengang og sige til mig selv, at jeg klarede det sgu. Jeg klarede mig igennem en svær tid og jeg gav aldrig op. Jeg satte mig faktisk aldrig ned og græd over det. Jeg skubbede det nok lidt væk og ville ikke rigtig indse det.

Har lovet mig selv, at denne sygdom skal ikke styre mit liv og i de perioder hvor jeg har det dårligt, så kæmper jeg! Det skylder jeg mig selv, og ikke mindst min datter. Jeg har en dejlig kæreste, som støtter mig og hjælper mig. Familie og venner, som jeg altid kan regne med. Det betyder alt!

Det var "kort" om min start. Alle skal være velkomne til at stille spørgsmål 🙂

Jeg elsker at skrive digte og citater, så det vil I helt sikkert også se en masse af i min blog.

Rigtig god weekend 🙂

Mia