
Artikel fra Sclerose.infos PD blad april 2025

Multipel sklerose (MS) og medicinsk cannabis (MC)
Af Torben Ishøy, læge
En patientfortælling som udgangspunkt
En sklerosepatient sagde engang til mig:
”Det føles ikke som om cannabis fjerner mine smerter, men mere som om cannabis fjerner mig fra smerterne.”
Denne fine nuancering blev starten på en god og lang samtale om det meget komplekse og individuelle billede af patienters smerteoplevelse og smertebehandling.
Behovet for alternativ smertebehandling
Omkring hver sjette sklerosepatient har dagligt smerter og spasmer, der ikke lindres tilstrækkeligt effektivt med de konventionelle smertestillende lægemidler.
Derfor er det nyttigt undervejs i en behandling at stoppe op og vurdere for og imod den valgte smertebehandling ved at se på de alternativer, der kan tilbydes patienter med kroniske neuropatiske smerter og spasticitet.
En kompleks smertebehandling indebærer som regel, at der anvendes mange forskellige (polyfarmaci) og potentielt afhængighedsskabende præparater med risiko for væsentlige bivirkninger.
Stærk smertestillende medicin (såkaldte opioider, fx morfin, tramadol, oxycodon) er heller ikke velegnet til en langvarig – og slet ikke en vedvarende – behandling af kroniske smerter og spasticitet.
Medicinsk cannabis som alternativ
Flere videnskabelige studier har dokumenteret, at behandling med medicinsk cannabis kan nedsætte det mangfoldige forbrug af opioider, NSAID (fx ibuprofen), antiepileptika (fx gabapentin, pregabalin) og antidepressiva (fx amitriptylin).
Den markante reduktion af vanedannende, bivirkningstung konventionel smertestillende medicin er bemærkelsesværdig og gør det derfor relevant at overveje medicinsk cannabis til de patienter, der er kendt med mange fysiske og psykiske komplikationer.
THC og CBD – hvordan virker det?
Især det ikke-euforiserende cannabinoid, CBD (cannabidiol), benyttes til at reducere en langvarig behandling med opioider.
CBD som monoterapi uden THC skønnes at reducere opioidtrangen.
For at lindre smerter under opioidreduktionen kan det primært smertestillende cannabinoid, THC, i mindre afmålte doser være et fornuftigt supplement.
Øget interesse og forskning
Da neuropatiske smerter og spasticitet rammer langt over halvdelen af MS-patienterne, er interessen for MC øget betydeligt de seneste år.
Flere og flere videnskabelige artikler dukker efterhånden op om bl.a. MS og MC.
Dansk studie fra 2021
I 2021 publiceredes et dansk studie, som fulgte sklerosepatienter i fire uger i behandling med medicinsk cannabis i form af olier, der optages via mundhulen.
THC, CBD og kombinationen THC:CBD indgik i forsøget. Undersøgelsen fokuserede på effekt og bivirkninger.
Den gennemsnitlige dosering var THC 4,0 mg og CBD 7,0 mg om aftenen.
Bivirkninger var lette til moderate, primært mundtørhed, træthed, svimmelhed og kvalme.
Smerteoplevelsen blev reduceret fra en medianscore 7 til 4 på en numerisk ratingskala, spasmeintensiteten fra 6 til 2,5 og søvnbesvær fra 7 til 3.
Lignende resultater er fundet i andre undersøgelser.
Forskellige konklusioner i forskningen
Men der hersker alligevel en del forvirring om konklusionerne i de mange undersøgelser, idet nogle artikler fremhæver cannabinoiders positive effekt på MS-symptomer, mens andre resultater finder, at cannabis ikke har bedre effekt end placebo – dvs. effekten af det inaktive middel, der blev benyttet i en given undersøgelse.
Det overordnede indtryk ved læsning af den tilgrundliggende litteratur er for nuværende, at medicinsk cannabis hverken er bedre eller dårligere end andre primære og sekundære smertestillende lægemidler, som ordineres til patienter med kroniske smerter.
Udfordringer trods permanent ordning
Nu er cannabisordningen gjort permanent. Men mange praktiske udfordringer er uændrede.
Dels finder mange patienter, at prisen er for høj på produkterne, dels er udbuddet efterhånden skrumpet ind.
Lægerne er samtidigt tilbageholdende med at udskrive recepter på MC.
Vejledninger og retningslinjer er ligeledes heller ikke tilfredsstillende og kan afholde nogle læger fra at beskæftige sig med emnet.
Vigtigheden af patienternes oplevelser
En rating kan være en egenvurdering af fx smerte- eller spasmeintensitet, søvn – eller livskvalitet osv. og udtrykkes i form af en numerisk score eller skala.
Patienters ratings spiller en central rolle i mange videnskabelige undersøgelser om en given behandling og dens effekt og symptomlindring.
Men spørgsmålenes formulering i de spørgeskemaer der benyttes, mangler oftest den finere nuancering, som netop kan rumme det dybere og bredere i udsagnet:
”Det føles… mere som om cannabis fjerner mig fra smerterne.”