Multipel sklerose (MS) og medicinsk cannabis (MC) Q&A 1

image

Som tidligere beskrevet, har Sclerose.info startet "Medicinsk cannabis projekt 2025"
Vi har tilbudt vores medlemmer og brugere at kunne stille spørgsmål til Læge Torben Ishøy omkring sclerose og medicinsk cannabis

Dette er svar på Q&A 1 (Q&A Question and answer ... spørgsmål og svar):

Svar på spørgsmål om Medicinsk Cannabis

Af Torben Ishøj, Læge
Mange af spørgsmålene er relativt enslydende og derfor besvares de under et.

Hvad er forskellen på medicinsk cannabis og CBD?
Medicinsk cannabis kan kun købes lovligt i Danmark med recept. Det er ulovligt at anskaffe medicinsk cannabis uden en læges ordination, og bestilling af cannabisprodukter fra udlandet er ligeledes ulovligt og kan medføre strafferetlige konsekvenser. Produkter købt uden for de lovlige kanaler kan indeholde forkerte doser eller skadelige stoffer og udgør derfor en potentiel sundhedsrisiko.

I Danmark kan man også købe CBD-produkter i helsekostforretninger, men disse er ikke sammenlignelige med medicinsk cannabis CBD produkter, da de adskiller sig i både indhold, kvalitet og virkning. Medicinsk cannabis CBD-produkter der er godkendt af Lægemiddelstyrelsen stammer fra en såkaldt fuldspektret Sativa plante. Cannabisplanten indeholder ikke kun CBD, men også andre cannabinoider som THC og CBG, samt naturlige terpener og flavonoider. Den lille mængde THC (og de øvrige plantestoffer) kan øge CBD's effektivitet med f.eks. bedre effekt mod smerter, søvnproblemer, angst – samt aktivere yderligere anti-inflammatoriske, neurobeskyttende og smertelindrende mekanismer.


CBD fra håndkøb (ofte kaldet "CBD-olie fra hamp")

  • Udvindes fra industrihamp – en cannabisplante med et meget lavt indhold af THC, der dyrkes på åbne marker under ukontrollerede forhold og som ikke har euforiserende effekt.
  • Mange håndkøbsprodukter har ingen eller meget få andre cannabinoider.
  • Må ikke markedsføres som lægemiddel – kun som kosttilskud eller kosmetik i praksis.

Medicinsk cannabis CBD (typisk "fuldspektrum CBD")

  • Udvindes fra fuldspektrum cannabisplanter, som indeholder både CBD, THC og andre cannabinoider, terpener og flavonoider.
  • Indeholder hele cannabinoidprofilen, inkl. små mængder THC, men har ikke euforiserende effekt.
  • Giver det, man kalder for "entourage-effekten" – hvor flere aktive stoffer arbejder sammen og forstærker hinandens virkning.
  • Skal ordineres af en læge.

Medicinsk cannabis kan lovligt udskrives på recept og findes som CBD-produkter, THC-produkter samt produkter, der kombinerer både THC og CBD.

Hvordan virker det der CBD?
Medicinsk cannabis CBD virker ved at påvirke kroppens endocannabinoide system (ECS), som er et biologisk system i kroppen, der regulerer vigtige funktioner som smerte, inflammation, søvn, humør og immunforsvar.

CBD (cannabidiol) binder sig ikke direkte til kroppens klassiske cannabinoid-receptorer (CB1 og CB2), men modulerer deres aktivitet og forstærker kroppens egne signalstoffer, især anandamid, som er kendt som "lykke-molekylet"

De vigtigste virkninger af CBD:

  • Smertelindrende:
    Reducerer visse typer smerter, f.eks. nervesmerter og kroniske smerter, ved at dæmpe inflammatoriske signaler.
  • Anti-inflammatorisk:
    Mindsker inflammation i kroppen ved at hæmme pro-inflammatoriske cytokiner.
  • Angstdæmpende og beroligende:
    Påvirker serotoninreceptorer (bl.a. 5-HT1A), hvilket kan reducere angst og fremme ro.
  • Neurobeskyttende:
    Beskytter nerveceller mod skader og understøtter hjernens sundhed, hvilket er særligt relevant ved sygdomme som epilepsi og multipel sklerose.
  • Søvnstøttende:
    Kan forbedre søvnkvaliteten hos personer med søvnbesvær relateret til smerte eller angst.

Hvordan virker cannabis på sklerose ? kan det helbrede?
Medicinsk cannabis kan ikke helbrede multipel sklerose eller stoppe sygdommens underliggende autoimmunreaktion, men det kan have en betydelig lindrende effekt på en række symptomer. Ved at reducere spasticitet, dæmpe nervesmerter og forbedre søvnkvaliteten kan cannabis bidrage til en markant forbedring af patientens livskvalitet. Derudover har CBD og THC vist sig at have anti-inflammatoriske egenskaber, som kan medvirke til at dæmpe den inflammatoriske aktivitet, der er karakteristisk for sygdommen.

Selvom cannabis ikke ændrer selve sygdomsforløbet, kan effektiv symptomlindring føre til, at kroppen fungerer bedre samlet set. En patient, der sover godt, oplever reducerede smerter og er mere fysisk aktiv, kan i nogle tilfælde opleve, at sygdommens negative indvirkning på dagligdagen udvikler sig langsommere. På den måde kan medicinsk cannabis indirekte støtte op om en mere stabil tilstand – dog uden at erstatte den sygdomsmodificerende behandling, som stadig er nødvendig for at påvirke selve sygdommens progression.

Cannabis kan påvirke MS-patienters symptomer på flere måder:

Lindring af spasticitet
Muskelstivhed og spasmer er et af de mest almindelige problemer ved MS.
Cannabis (særligt produkter med både THC og CBD) kan reducere graden af spasticitet og gøre det lettere at bevæge sig.

Smertelindring
MS kan give neuropatiske smerter (nervesmerter), som almindelig smertemedicin ofte har svært ved at dæmpe.
Cannabis påvirker kroppens smerteopfattelse gennem det endocannabinoide system, hvilket kan mindske både nervesmerter og muskelrelaterede smerter.

Søvnforbedring
Mange MS-patienter har problemer med søvn pga. smerter og muskelkramper.
Medicinsk cannabis kan hjælpe med at forbedre søvnen ved at mindske smerter, muskelspændinger og uro i kroppen. Nogle typer cannabis – især dem med THC – kan også virke afslappende og gøre det lettere at falde i søvn og sove igennem natten.

Dæmpning af inflammation
Cannabinoider har anti-inflammatoriske egenskaber, som kan være relevante ved MS, der er en inflammatorisk sygdom.Medicinsk cannabis er alt for dyrt. Jeg køber det på det sorte marked og er glad for det. Er der forskel overhovedet?
Det er en helt reel bekymring, mange deler – medicinsk cannabis er dyrt i Danmark, og det får nogle til at søge alternativer på det sorte marked. Priserne på medicinsk cannabis er dog faldet markant siden forsøgsordningen med medicinsk cannabis startede i 2018. Men der er vigtige forskelle, man bør kende, før man vurderer, om det er “det samme”.

Forskelle mellem medicinsk cannabis og cannabis fra det sorte marked:

 Medicinsk cannabisSort markeds-cannabis
KvalitetskontrolGrundigt testet for renhed, styrke og forureningIngen kontrol – ukendt indhold
DoseringKlar mærkning og stabilt indholdStore variationer – du ved ikke, hvad du får
SikkerhedFri for skimmel, tungmetaller, pesticiderRisiko for sundhedsskadelige stoffer
LovlighedOrdineres af læge, købes på apotekUlovligt – både køb og besiddelse
CBD/THC-forholdNøjagtigt angivet (f.eks. 20 mg/ml CBD)Uklart – kan have høj THC og lav CBD
PrisDyrt, men kontrolleret – og med tilskud på 50% fra det offentlige og yderligere tilskud på 25% hvis man er medlem af DanmarkOfte billigere, men med risici

Som læge er jeg bekymret, når patienter køber medicin på internettet. Selvom man måske føler, at man “får det samme” på det sorte marked, så er det umuligt at vide præcist, hvad du indtager.

Cannabis fra det sorte marked kan have et for højt indhold af THC, som er det stof, der giver den euforiserende virkning. Når THC-niveauet er meget højt – uden at være afbalanceret af nok CBD – øges risikoen for uønskede bivirkninger som angst, paranoia, hjertebanken og forvirring.

Samtidig mangler ulovlig cannabis ofte CBD, som ellers spiller en vigtig rolle i at modvirke og dæmpe THC’s bivirkninger. I medicinsk cannabis tilpasses forholdet mellem THC og CBD nøje, netop for at opnå en terapeutisk effekt uden uønskede psykiske reaktioner.

Derudover er cannabis fra det sorte marked ikke testet for skadelige stoffer. Det kan være forurenet med skimmel, pesticider, rester fra gødning eller tungmetaller – især hvis det er hjemmedyrket eller importeret ulovligt. Disse forureninger kan være sundhedsskadelige, især for personer med nedsat immunforsvar eller lungesygdomme.

Kan man blive afhængig af medicinsk cannabis?
Medicinsk cannabis ordineres i kontrollerede doser af en læge, og behandlingen justeres løbende ud fra patientens behov og respons. Det betyder, at risikoen for afhængighed er væsentligt lavere end ved rekreativ brug fra det illegale marked, hvor mængderne ofte er større, og hvor indholdet af THC kan være meget højt og ubalanceret. Derudover indeholder mange medicinske præparater også CBD, som dæmper nogle af de afhængighedsskabende virkninger af THC. Selvom afhængighed stadig kan opstå ved længere tids brug, er det relativt sjældent, når behandlingen følges som ordineret.


Hvordan får jeg medicinsk cannabis imod mine smerter?
Hvordan kan jeg prøve det og hvad skal jeg prøve? (Har haft MS i 30 år)
Hvordan får jeg det?
Er det min læge på klinikken der skal give mig det?
Din praktiserende læge eller din læge på scleroseklinikken kan udskrive medicinsk cannabis, men er ikke forpligtet til det. Vær velforberedt, tag evt. en pårørende med, og bed om en henvisning, hvis du bliver afvist. Du har også mulighed for at søge hjælp hos en privatklinik med speciale i medicinsk cannabis.

Tal med din neurolog eller kliniklæge
Spørg fx: “Jeg har læst, at medicinsk cannabis kan hjælpe ved MS-relateret spasticitet og smerter – er det noget, I kan tilbyde her, eller skal jeg tale med en anden læge?”

Forbered dig grundigt før samtalen
Mange danske læger er stadig forsigtige eller afvisende over for medicinsk cannabis, ofte på grund af manglende erfaring eller usikkerhed. Derfor er det en god idé at:

Tage en pårørende med, så du føler dig tryg og understøttet, komme velinformeret og med klare argumenter (f.eks. tidligere medicin virker ikke, bivirkninger, behov for søvn/smertereduktion), være åben og lyttende – og samtidig tydelig om dit behov.

Bliver du afvist? Gå efter en henvisning
Hvis lægen ikke ønsker at udskrive medicinsk cannabis, kan du bede om en henvisning til en smertelæge med erfaring i cannabisbehandling.

Ingen henvisning? Du har stadig muligheder
Får du ikke en henvisning, har du ret til at kontakte en privat smerteklinik med speciale i medicinsk cannabis. Du skal selv betale, men du kan stadig få en recept og købe cannabisprodukter lovligt på apoteket.

Valget af cannabisprodukt og dosering afhænger af patientens individuelle symptomer og behov. Det er derfor lægens faglige vurdering, hvilken type cannabis – herunder indhold af THC og/eller CBD – der egner sig bedst til behandling af patientens MS-relaterede symptomer som f.eks. spasticitet, smerter eller søvnforstyrrelser. Behandlingen tilpasses løbende for at opnå bedst mulig effekt med færrest mulige bivirkninger.

Hvorfor kan jeg ikke tåle cannabis, uanset hvordan jeg indtager det?
(har prøvet kapsler, tyggegummi, dråber og mad ting)
Der kan være forskellige forklaringer på, at man reagerer forskelligt. Cannabis fra det sorte marked er ofte for stærkt, for ubalanceret og for usikkert til, at kroppen og psyken kan håndtere det – især for dem, der søger lindring og ikke rus. Medicinsk cannabis er udviklet netop for at minimere disse risici. Følgende kunne være mulige forklaringer:

Meget højt THC-indhold
Illegalt cannabis (især hash og skunk) er ofte avlet til at have ekstremt højt THC-indhold – op til 20–30 %. Det kan give stærke psykiske bivirkninger: Angst, paranoia, panikanfald. Forvirring, uro og søvnbesvær og i værste fald psykose-lignende tilstande. Mange oplever disse bivirkninger allerede ved små doser, især hvis de ikke har brugt det før eller er særligt følsomme.

Meget lavt eller intet CBD
I modsætning til medicinsk cannabis mangler ulovligt cannabis ofte CBD, som dæmper THC's bivirkninger, har beroligende, smertelindrende og antiinflammatoriske egenskaber. Uden CBD bliver THC's rus og bivirkninger mere intense og ubalancerede.

Manglende renhed og kontrol
Illegalt cannabis er ikke testet for forurening, og kan indeholde skimmel (kan give hoste, hovedpine, lungesymptomer), pesticider og tungmetaller, rester af opløsningsmidler eller kemikalier fra produktionen. Disse stoffer kan give fysiske bivirkninger og forværre psyken.

Bliver man skæv hvis man får piller?
Man bliver ikke skæv af cannabis, hvis det kun indeholder CBD. CBD er ikke-psykoaktivt og giver derfor ingen rus, men kan stadig have en lindrende virkning på f.eks. smerter, søvnproblemer og inflammation. Hvis cannabispræparatet derimod indeholder THC – det stof, der er euforiserende – kan man godt opleve en følelse af at være påvirket, især hvis man ikke er vant til det. Symptomerne kan være afslappethed, træthed, svimmelhed eller i nogle tilfælde uro og angst hvis indholdet er højt.

Ved medicinsk behandling doseres THC dog altid meget lavt og trappes langsomt op for at undgå bivirkninger og uønsket rus. Mange produkter kombinerer også THC med CBD, som dæmper THC’s psykoaktive effekter.

Cannabisprodukter fra det illegale marked udgør en større risiko, fordi de ofte har et meget højt indhold af THC og samtidig mangler CBD. Det kan føre til, at man hurtigt bliver skæv, angst eller får andre ubehagelige bivirkninger. Desuden er der ingen kontrol med indholdsstofferne eller kvaliteten i illegale produkter.


Hvad er forskellen på de produkter der er?
Der findes mange forskellige cannabisprodukter, og de varierer både i indhold, anvendelse og lovlighed. Det er derfor vigtigt at kende forskellen på de lovlige og ulovlige produkter, særligt hvis man overvejer at bruge cannabis til medicinske formål.

I Danmark er det lovligt at bruge medicinsk cannabis, hvis det ordineres af en læge. Disse produkter kan indeholde både THC og CBD og bruges typisk til behandling af smerter, spasticitet, kvalme eller søvnproblemer – især ved sygdomme som multipel sklerose, kræft eller kroniske smerter. Medicinsk cannabis udleveres kun på apoteket og er kontrolleret for styrke, renhed og kvalitet.

Der findes også lovlige CBD-produkter, som indeholder under 0,2 % THC og ikke har nogen euforiserende virkning. Disse kan købes som kosttilskud i helsekostbutikker eller online. Dog skal man være opmærksom på, at ikke alle produkter lever op til kravene – og nogle markedsføres ulovligt med medicinske påstande.

Modsat er cannabisprodukter som hash, skunk og joints fra det sorte marked ulovlige i Danmark. De indeholder ofte meget højt THC-indhold og intet eller meget lidt CBD, hvilket øger risikoen for bivirkninger som angst, paranoia og afhængighed. Produkter købt på det sorte marked er heller ikke kontrolleret for skadelige stoffer som skimmel, pesticider eller tungmetaller.

Man skal også være forsigtig med cannabisprodukter fra udenlandske webshops. Selvom de markedsføres som “medicinske” eller “naturlige”, kan de indeholde ulovlige mængder THC eller ukendte stoffer, og det er ulovligt at importere dem til Danmark uden særlig tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Kort sagt: Lovlige cannabisprodukter i Danmark er enten receptpligtige eller godkendte som kosttilskud med meget lavt THC-indhold. Ulovlige produkter, herunder dem fra det sorte marked eller udenlandske webshops, kan være sundhedsskadelige og strafbare at besidde eller bruge.



Min nevø siger han kan købe piller i udlandet er det de samme som her?
Cannabisprodukter fra udenlandske webshops er hverken kontrollerede, lovlige eller sikre. De kan indeholde for højt THC-indhold, mangle præcis doseringsinformation og være forurenet med skadelige stoffer som pesticider, tungmetaller eller rester af opløsningsmidler. Derudover sælges de uden lægelig vejledning, hvilket øger risikoen for bivirkninger – især hvis man er uerfaren eller har helbredsproblemer.

Det er ulovligt at importere cannabisprodukter fra udlandet til Danmark, medmindre man har en recept fra en dansk læge og en særlig tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Hvad er forskel på det jeg køber og ryger og de her piller?
Der er stor forskel på det cannabis, man kan købe og ryge fra det sorte marked, og det medicinske cannabis, som udskrives af læger i Danmark. Mange tror, det er det samme, men virkeligheden er, at produkterne adskiller sig markant i både styrke, formål, sikkerhed og virkning.

Det cannabis, man typisk ryger – f.eks. hash eller skunk – er ofte ulovligt og har et meget højt indhold af THC, som er det stof, der giver rus. Det indeholder som regel meget lidt eller slet ingen CBD, som ellers er med til at dæmpe bivirkningerne fra THC. Når du ryger cannabis fra det sorte marked, får du en hurtig og kraftig virkning, som for nogle kan føles afslappende, men for andre giver bivirkninger som angst, paranoia, svimmelhed og hjertebanken. Derudover er det svært at dosere præcist, og du ved sjældent, hvad produktet egentlig indeholder. Produkterne kan også være forurenet med skadelige stoffer som skimmel, pesticider eller tungmetaller – og så er det selvfølgelig ulovligt at købe og besidde.

Medicinsk cannabis, derimod, er udviklet til at give lindring – ikke rus. Det ordineres af en læge og udleveres på apoteket i kontrollerede former, ofte som olie eller tørret cannabis. Læger anbefaler ofte cannabisolie, fordi det er nemt at dosere præcist og giver mulighed for at starte med en meget lav dosis og langsomt trappe op, indtil man opnår den ønskede effekt – en metode kaldet titrering. Indholdet af THC og CBD i medicinsk cannabis er nøje afstemt og testet for renhed og styrke, hvilket gør det langt mere sikkert end cannabis fra det sorte marked.

Kort sagt: Det cannabis, man køber illegalt og ryger, er ofte for stærkt, ubalanceret og risikabelt – både sundhedsmæssigt og juridisk. Medicinsk cannabis, især i olieform, er derimod en kontrolleret og sikker behandling, som kan tilpasses individuelt og overvåges af en læge.

Spørgsmål er besvaret af Torben Ishøy
Nærværende tekst er bragt i PDF bladet - maj udgaven 2025

5edition maj25 scleroseinfoPDF

https://sclerose.info/wp-content/uploads/2025/05/5edition_maj25_scleroseinfoPDF.pdf

/ Admin

More Posts

image

Medicinsk cannabis – intro

Fra Sclerose.info PDF blad marts udgave 2025 Medicinsk cannabisSom tidligere skrevet har vi på Sclerose.info besluttet, at vi skal have afklaret, beskrevet, informeret om, belyst